Kurven er tom

Crowdfunding for litteratur ved Brabrand Sø

08-06-2017
Det store litteraturprojekt ATLAS OVER AARHUS søger hjælp hos byens borgere igennem en crowdfundingkampagne for at få litteraturen ud ved Brabrand Sø.
Til litteraturprojektet ATLAS OVER AARHUS har forfatter Louis Jensen skrevet fire tekster, der udgør en suite til Brabrand Sø.

I Louis Jensens Brabrand Sø-suite indgår søen, skyerne, fiskene og menneskene i området i en mystisk symbiose, hvor forholdet mellem natur og kultur tager en poetisk og fortryllet form. Sammen med Brabrand Sogns Menighedsråd og lokalforeningen KulturGas har forlaget 365TEKSTER allerede udgivet den første tekst i Louis Jensens litterære suite ved Brabrandstien bag Brabrand Kirke.

Ved hjælp af en crowdfundingkampagne vil de resterende tre tekster blive udgivet ved Brabrand Sø bl.a. i toppen af et fugletårn. Projektet søger at få dækket mindst 3500 kr. Skulle der indgå flere penge, går de til at dække andre udgivelser i ATLAS OVER AARHUS.

Crowdfundingkampagne løber frem til den 3. juli. Kampagnen kan ses hér: www.booomerang.dk/projects/litteratur-ved-brabrand-soe/

Louis Jensens Brabrand Sø-suite er skrevet til litteraturprojektet ATLAS OVER AARHUS, hvor 40-50 forfattere skriver om byen i anledning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Blandt projektets øvrige forfattere er Svend Åge Madsen, Bjørn Rasmussen, Mads Mygind, Mette Moestrup, Inge Pedersen, Thøger Jensen, Christian Haun, Eske K. Mathiesen, Jens Blendstrup og mange flere.

Teksterne til ATLAS OVER AARHUS udgives i mange og overraskende formater rundt omkring i hele byen, bl.a. på husgavle, muleposer, pizzabakker, t-shirts, bænke og som fiktive parkeringsbøder.

OM LOUIS JENSEN
Louis Jensen (f. 1943) er en skattet aarhusiansk forfatter med en vilter og mangfoldig produktion bag sig. Han debuterede med digte i lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Op igennem halvfjerdserne udgav han en række digtsamlinger på forlaget Jorinde og Joringel, der i samme periode også udgav navne som Dan Turéll, Peter Laugesen, F.P. Jac og Vibeke Grønfeldt. Louis Jensen har skrevet en lang række børnebøger, hvoraf blandt andet Skelettet på hjul (Gyldendal, 1992) og Den strandede mand (Høst & Søn, 2000) læses som klassikere. I halvfemserne gik han i gang med at skrive 1001 firkantede historier illustreret af Lilian Brøgger. De udkommer side om side med meget andet stadig op igennem 00'erne og 10'erne, senest i 2014, og et udvalg har for nylig optrådt i glas og ramme i projektet 365 tekster. Louis Jensen har et levende og nysgerrigt sprog, der ofte både kan læses af voksne og børn.
Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk