Kurven er tom

Poetisk nabohjælp

02-02-2017
Ny ATLAS OVER AARHUS-udgivelse er sendt ud til din nabo!
Den seneste udgivelse i det litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS er muleposen Hvis din nabo var et digt med tekst af forfatter Louise Juhl Dalsgaard og illustration af Maria Molbech.

I årene 2015-2018 vil ATLAS OVER AARHUS udgive litteraturen i mange og overraskende formater på forskellige steder i Aarhus, og denne gang er det Louise Juhl Dalsgaard, der er den kunstneriske ophavskvinde. Som en del af ATLAS OVER AARHUS er Louise Juhl Dalsgaard tidligere blevet udgivet på skilte i Øgadekvarteret og en bycykel, og denne gang kommer teksten rundt i hele byen.

- Jeg tror, at mange mennesker er lidt bange for litteratur. De tror måske, at det er noget, som kræver en særlig nøgle for at forstå. Med Hvis din nabo var et digt prøver jeg at få litteraturen ned på jorden: Litteratur handler jo også om busser, der kører for næsen af dig, om frikadeller og dårligt vejr. Eller om din nabo. Og Maria Molbechs fine og lidt gådefulde design spiller fint med på udsagnet, siger Louise Juhl Dalsgaard.

Muleposen hænges i disse dage op på dørhåndtag rundt omkring i Aarhus, hvor alle forbipasserende kan se dem, og heldige beboere kan tage imod dem som en gave fra 365TEKSTER og ATLAS OVER AARHUS. De nye ejere modtager samtidig en lille hilsen og en opfordring fra forlaget til at bære muleposerne og litteraturen videre ud i byen, så den får flest mulige læsere.

Ophængningen af muleposerne dokumenteres løbende i en fotoserie på Instagram. ATLAS OVER AARHUS begyndte omdelingen på den officielle åbningsdag for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, og den fortsætter i den følgende tid med assistance fra hjælpsomme frivillige.

Hvis du har lyst til at være med, kan du stadig nå det. Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og få mere at vide om, hvordan du kan være behjælpelig. Find billedserien på Instagram ved at anvende #atlasoveraarhus.

Muleposen kan også købes i vore webshop via linket her.

OM LOUISE JUHL DALSGAARD
Louise Juhl Dalsgaard (f. 1973) debuterede med tekstsamlingen Mit ønske om at dø er rent hypotetisk (Jorinde & Joringel, 2011), og har siden udgivet bl.a. Til sammen (Nulpunkt, 2014) og verdens første badgedigtsamling Det skulle have været en hest (365TEKSTER, 2016). Læs mere om forfatteren her.

Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk