Kurven er tom

Børn og ildsjæle i Brabrand

17-11-2016
Lokale kræfter i Brabrand er med til at give ATLAS OVER AARHUS luft under vingerne. Børnehaven Klods Hans og Gasværkets Jens Rodevad gør klar til at lette.

ATLAS OVER AARHUS er nu kommet et skridt nærmere sin realisering med fornem hjælp fra børnehaven Klods Hans, hvor børnene er i færd med at udsmykke en stor raket og en jordklode med tekstcollager af forfatter Mette Østgaard Henriksen.

Teksterne består af løsrevne børnecitater, som forfatteren har indsamlet i interviews med børnene, og som hun efterfølgende har reorganiseret i de to digte "Jeg har set ulve og geparder" og "Der bor ikke træer i vandet", hvor forskellige børneperspektiver sidestilles med masser af humor, varme og poesi.

Sammen med billedpædagog Lene Krone er børnene ved at farvelægge de to udskårne træplader, som teksterne senere bliver indgraveret i, hvorefter raketten og jordkloden kommer op at hænge udenfor Klods Hans, hvor de bliver synlige for alle, der går forbi.

Teksterne udgives som en del af det store litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS, hvor forfattere og byens borgere skriver om byen. Det er en stor gave til projektet, at byens børn med Mette Østgaard Henriksens hjælp nu også har fået en stemme i projektet.

Et atlas i udvikling
Med til at løfte projektet i bydelen er desuden ÅRETS ILDSJÆL 2015, Gasværkets Jens Rodevad, som sidste år modtog den ærefulde titel fra Vestjysk Bank, Aarhus Stiftstidende og Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune. Jens Rodevad modtog dengang 25.000 kroner, og en del af præmien har han valgt at lade gå videre til ATLAS OVER AARHUS.

Vi arbejder pt. sammen med Jens Rodevad og andre lokale ildsjæle om at få fire ATLAS OVER AARHUS-tekster af Louis Jensen ud ved Brabrand Sø. Vi håber på, at disse og flere tekster om Brabrand vil udkomme i løbet af foråret, så litteraturen og ATLAS OVER AARHUS vil indtage hele bydelen.
Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk